Anmeldelse UFL februar 2021

Karin Garde, speciallæge i psykiatri, leder at Sct. Hans Hospitals museum, tidligere overlæge ved hospitalet.

Per Vestergaard: Den klassiske psykiatris Historie.

Pioneren Harald Selmer og psykiatriens fødsel i Danmark. Aarhus universitets forlag 2021

Interessekonflikter: Ingen

Tidligere overlæge og professor ved Aarhus Universitet Per Vestergaard (PV)har udgivet den tredje af en ”baglæns” beskrivelse af psykiatriens  historie  i Danmark:  Den ustyrlige Psykiatri  2016, Den moderne psykiatris historie, Et essay om sindslidende i Velfærdsstaten 2018 og nu er vi nået til begyndelsen på psykiatriens 200 årige historie, som i høj grad centrerer sig om pioneren Harald Selmer. 

Bogen beskriver den lange vej fra de sindssyges mangeårige placering i fattig- og fængselsvæsen til de fra begyndelsen af 1800 tallet etableredes i det der senere er blevet et sundhedsvæsen og indtil 1976 havde et særligt  direktorat , Statens Sindssygevæsen. Staten påtog sig  et ansvar for dårevæsenet som følge af de store samfundsforandringer, fx store flytninger fra land til by, som ikke længere muliggjorde, at ansvaret for dårerne påhvilede familien.

En ildsjæl i arbejdet for at etablere en struktur for den fremtidige psykiatri var Harald Selmer, født1814, læge fra 1838. Han havde negative erfaringer (som ansat) ved Sct. Hans Hospital  (bortset fra dets bibliotek). Hospitalet var underlagt fattigvæsenet, tilhørte Københavns Kommune og havde forpligtelser overfor alle slags syge, fattige, epileptikere og åndssvage, når familien ikke strakte til. Det tjente til inspiration til etableringen af den første moderne anstalt til behandling af sindssyge i Risskov ved Aarhus..

 Patienterne fik et bedre liv end det de havde fristet i fattigvæsen og fængselsvæsen , og Selmer  var en fremragende administrator med sig selv som den endelige autoritet .  Selmer var meget videnskabeligt interesseret, også internationalt og beskrev sine  ” Almindelige grundsætninger for Daarevæsnets Indretning , som fast resultat af Videnskab og Erfaring, fremstillet for det større  Publicum ” 1846.

Forfatteren har et imponerende overblik over udviklingen af hele dette komplekse område, organisatorisk og videnskabeligt og hæfter sig ved manglen på central styring af fagets område, influeret som det er af mange aktører med mange interesseområder – patientforeninger, faggrupper og tilkomst af nye områder som adfærdsforstyrrelser/ udviklingsforstyrrelser  og grader af angst og stress. 

Forfatteren sammenfatter sidst i bogen et   meget væsentligt udsagn (s.121): ”De ” virkeligt sindssyge” patienter var  kernen og grundstammen  i Selmers klassiske psykiatri .

I dag er pendulet ved at svinge tilbage. De ”virkeligt sindssyge” er på vej tilbage til nutidens fattigvæsen – som hjemløse på gaden eller i socialvæsenets  bosteder – eller til retsvæsenet, i form af nutidens retspsykiatri, som bestandig udvider, fordi der hverken er plads eller råd til at behandle de ”virkeligt sindssyge” i den almene psykiatri.”

Min kommentar:( Dertil er at sige, at det er intet mindre end en humanitær   nedsmeltning, at vi ikke i et af verdens rigeste lande  med et – for det meste – velfungerende sundhedsvæsen er i stand til at føle og  tage ansvar for de sygeste psykisk syge i bunden af sygdommenes hierarki . De har de rettigheder som syge patienter, som 200 års arbejde for at etablere faget psykiatri  organisatorisk og videnskabeligt er mundet ud i – den ustyrlige psykiatri, på de sygestes bekostning. Det er slemt at skulle sige det, men det der bestemmer om en sygdom fører til en værdig behandling er de følelser, som sygdommen vækker hos omgivelserne, ikke dens alvor. Endnu en belastning for faget psykiatri er afvandringen af engagerede, vidende læger , som ikke holder ud at afvise syge fra nødvendig behandling og udskrive før det er forsvarligt, med begrundelsen pladsmangel, som har været et gennemgående tema i historien. )

Pladsmanglen har dels med en overvurdering af helbredelsesmulighederne og effekten af ambulant indsats at gøre, dels en mangel på central styring af fagets område, som PV  beskriver i Den ustyrlige psykiatri, som nu antages at omfatte 500.000 personer, mens ”kernegruppen” ved 1900 tallets begyndelse  antoges at omfatte ca 5000 personer med svær maniodepressiv lidelse og skizofreni. 

Illustrationerne er dels klassiske billeder af galehusenes  kaos, herunder Robert- Fleury: Philippe Pinel på  la Salpetriere hospitalet. Han løsner i 1795 ( det var nu ikke ham der var primus motor)de sindssyge fra deres lænker. ( Jeg hæfter mig ved, at den skønne gale kvindes bluse er gået lidt i stykker foran?)  Desuden  er   der  stik fra anstaltbyggerierne og tidlige fotografier fra hospitalerne.

Forfatteren har et levende, ikke dømmende, engageret forhold til emnet, et livligt og godt sprog og et overblik over dette højst komplekse område, organisatorisk og videnskabeligt. Han anviser også i bogen Den ustyrlige Psykiatri- en vej frem – et centralt råd til afgrænsning og videnskabelig styring af faget, hvis det overhovedet hører hjemme under det almindelige sundhedsvæsen?.

Bogen kan stærkt anbefales til alle interesserede og burde indgå i pensum ved lægestudiet til fremme af forståelsen af dette område som PV så klart lægger frem.

Den fortjener 5 stjerner